Grænseoverløberen
Dette mørke, dette grå,
dette ildevarslende løber ind over den danske grænse - ved nattetide. Lidt øst for Tønder. Den første nat lægges mange kilometer tilbage. Fra Tønder følger det hovedvejen til byen i Sønderjyllands
hjerte, hvor det forsvinder i tætte tåger (det er mosekonen, der brygger) men tro ikke, at det stopper her. Nej, det grå, ildevarslende fortsætter op igennem landet. Det passerer byer som Skjern og Holstebro, men ingen af byboerne ser
det. De ved ikke, at en frygtindgydende invasion er begyndt.
Til sidst passerer det den store fjord mod nord. Det har brug for et sted at være. Et sted, hvor der
er tryghed og hvor det kan brødføde sit afkom. Det sted finder det på de store øde vidder ud mod havet. Det grå, der ikke er så mørkt i dagslys, slår sig til ro. Det mærker, at det er kommet til
et sted, hvor tidligere slægtled kunne jage, men det fornemmer også tidligere slægtleds blod i den sandede jord. Det ved instinktivt, at det er i fare. Det sætter sig på halen og hyler. Et hjerteskærende hyl er det. De dyr,
der hører det, ryster af angst. Også de har en anelse om, at det grås slægtninge engang huserede på egnen.
En dag er der et billede af
det grå i avisen. Det er et meget utydeligt billede, taget på lang afstand og med telelinse, men alligevel er der pludselig tale om en sensation. Alle taler om det grå. Også indbyggerne i Tønder, Skjern og Holstebro, der stadigvæk
er uvidende om, at det løb forbi lige nedenfor deres soveværelsesvinduer.
Den er kommet tilbage, siger nogen med jubel og bæven i stemmen. Jubel på
grund af dets tilbagevenden efter et århundrede langt fravær. Bæven, fordi det indgyder frygt selv i den mest ivrige tilbeder.
Andre sammenligner det grå med bjørnekloens og dræbersneglens invasive fremfærd og finder våbnene frem.
Den grå løber ved ikke, at den er en sensation. At den pludselig er blevet samtaleemne i hele landet. Helt over til København, hvor der tales om den på Tinge. Den gør bare et
ihærdigt forsøg på at opretholde livet, men desværre har sygdom angrebet den. Den dør.
De finder hans lig. Han var usigelig smuk. Nu er
han bare en samling skind og ben. Alle borgere i landet udstøder et ærgrelsens suk. Mange fordi sensationen døde med ham. Andre fordi de lige var kommet i humør til at brokke sig over ham. Nu ved de næsten ikke, hvordan de
skal holde alle deres vrede ord tilbage.
Videnskabsfolkene prøver at være neutrale. Da de ikke kender hans identitet og ikke ved, hvor han kom fra, bliver
der indsendt en DNA prøve til rette myndighed. Og jo, billedet viser en sensation. Den grå var et genfærd. Genopstået fra de døde. De døde, der havde udgydt deres blod over det ganske land for tohundrede år siden.
Myrdet med krudt, kugler og stokkeslag. Ikke underligt, at den grå valgte at holde lav profil på sin rejse ind i dette ugæstfrie land. Nu var den død, ikke på grund af våben, men på grund af den forfærdelige
sygdom, der havde fortæret dens livsvilje.
Men nede i grænselandet rør' de grå, ildevarslende skygger på sig. Nu kommer de i flokke. De
strømmer ind over grænsen fra Kruså til Tønder og også de bevæger sig op igennem Jylland ved hjælp af nattemørket. Jeg så selv en sådan skygge en dag, der stod i venners tegn. En aften med digte,
vin og ost. På vejen hjem var den grå skygge der pludselig. Ved Sønderup. Jeg så den i et sekund eller to, men jeg var ikke i tvivl. Det var en af dem. En af de invasive. En af dem, vi ikke vil have, fordi de tvinger os til at ændre
vores verden. Vores verdensbillede.
Det er vel derfor, at aggressionerne vokser imod de grå, efterhånden som de kommer frem.
De har været inde på min grund, råber folk.
De har ødelagt min ejendom,
hvæser andre.
Det varer ikke længe, før de slår nogen ihjel, enten dyr eller mennesker, prøver atter andre at advare.
Læserbrevssiderne fyldes med læserbreve, der vender sig imod de grå grænseoverløbere.
Men en dag er der en hun, der får unger. De er små, de er søde. Deres pels er blød som en hundehvalps. De sætter sig på deres haler og hyler og fordi de stadigvæk har lyse hvalpestemmer, ved hjorte
og krondyr, at der ingen fare er på færde, men de lærer at passe på, for de ved, at hvalpene vokser til og bliver fantastiske jægere en dag. De ved det, fordi de har vidst det i tusindvis af år, inden der var et par hundrede
år, hvor de glemte det, fordi mennesker havde dræbt de smukke grå med krudt, kugler og stokkeslag, indtil der i det Herrens år 1813 ikke var et eneste eksemplar var tilbage.
Gitte Paracha Thorhauge 2015
Men altid fri
Forestil dig
At du er under en halvkugle
At den varmer dig
At den giver dig lys
At den lader grønt vokse omkring dig
Og blomster lader skønne dufte
Strømme imod dig
Forestil dig
At denne blå halvkugle kan skifte farve
Se den for dig som grå
Og regnfuld
Nogle gange næsten som sort
Og se stjernerne på den
Kan du se at de blinker til dig
De danner pudsige figurer
Kendt fra oldtiden
Stjernetegn
Der inddeler vi mennesker i
Tyren
Vædderen
Jomfruen
Og i mange flere
Tolv stjernetegn i alt findes der
Min elskede er skorpion
Jeg er tyr
Han
bider hurtigt og giftigt fra sig
Og ind imellem sårer han mig dybt
Men jeg er en tyr
Jeg har mange kræfter
Og jeg kan løbe stærkt
Så jeg tromler ham
Som jeg ville tromle tyrefægteren
Hvis jeg var en spansk tyr i arenaen
Og fik chancen
Men nej
Der ville jeg såmænd nok få et spyd i nakken
Mit store tyrehoved ville falde fremad
Jeg ville ikke mere kunne løfte det
Og jeg ville dø
Så ville mit hoved blive skilt fra kroppen
Det ville blive udstoppet
Og hængt op på en væg
For at ære den mand
Der slog mig ihjel
Så heldigvis bor jeg under den blå
kuppel
Her hvor den så ofte skifter til grå
Og
lader regnen sile
Og jeg tænker på dem
Der
er på vej hertil i synkefærdige både
De vil hellere dø på havet
End blive i et land
Hvor himlen kan være stegende blå
Og hvor livet kan rinde af dem
På samme måde
Som når jeg tager min spade
Og med den hugger hovedet af disse invasive dræbersnegle
Invasive fra Spanien er sneglene
Invasive er menneskene i bådene
Der er på vej til at synke
Mener nogle
Så de maler hagekors på panden af de synkende
Før de drukner
Før de føder deres børn
Brænder de dem
De ønsker dem ikke her under vores kuppel
Der skaber grobund for
grønne træer
Og store kunstnere
De
ønsker dem hen hvor peberet gror
Derhen hvor mennesker regnes for snegle
Der lynhurtigt kan deles i to med en spade
Hvad nu hvis jeg tog spaden
Og hakkede hovedet af katten
Af den lille killing
Der stadigvæk er hjælpeløs
Ville jeg så ikke være en dyremishandler
Men hvorfor så slå mennesker ihjel
Hvorfor voldtage
kvinder
Hvorfor lade mandslemmet vokse frem
På
denne uhensigtsmæssige måde
Jeg kalder dem mordere
Disse
skånselsløse mennesker
Der vil rive mennesker itu
Og
dele tanken fra hjertet
Bevar kærligheden
Riv
ikke ned
Men byg op
Bevar oldtiden
Og lad den vokse sammen med nutiden
Og fremtiden
Og himmelhvælvet
Og lad evigheden brede sig
Lad bjergene vokse heri
Som orme og ubetydelige væsener vokser i
dag
Lad bjergene sejre
Sammen med vandet
Og kærligheden
For håret vokser på kvinder
Når de er glade
Og deres øjne bliver som stjerner
På en kuplet himmel
Denne kuppelform
Der er evig i sin udbredelse
Med stjerner og galakser som diamanter
På dens udbredte tæppe
Den himmel der er vores
Med sol og måne
Den himmel
Der har plads til fuglene
Og flyene
Der har plads til turisterne
Der gerne vil rejse
Og se den himmelske halvkugle fra nye vinkler
Og fluerne er i himlen
Det er dem svalerne snapper
Mens de kvidrer igennem luften
Nogen gange højt
Nogen gange lavt
Men altid frit.
Gitte Paracha
Thorhauge 2015
Hybenroser
Husker du dem fra vores barndom
Hybenroserne
Der smykkede landskabet
De smukke blomster i rosa eller hvidt
Og deres orangerøde hybenfrugter
Som vi åbnede
Frøene kastede
vi ned ad ryggen på hinanden
For sjov
Det kløede helt afsindigt
De smagte skønt
Hybenfrugterne
Når farmor
havde lavet marmelade af dem
Ja, altså farmor
Som jeg delte med dig
I sommerhuset i Blokhus
Hvor havde vi mange dejlige ferier
I
det sommerhus
Hybenroserne dannede hæk
Og smykkede højen med flagstangen
Kan du huske
At vi hjalp farmor med at plukke dem
Hybenfrugterne
Så hjalp vi farmor med at dele og rense dem
Hun lavede marmeladen
Mens vi spillede Ludo eller Matador
Eller snakkede og fnisede i køjesengene
Hvis
det var regnvejr.
Og når vi gik ad stierne ned mod havet
Kom vi forbi en masse hybenroser
Nogen af dem voksede såmænd helt ud i klitten.
Der dannede de skønne farvestrålende pletter
Man skulle passe lidt på
Når man løb med bare fødder
Ned for at bade i havet
For
de kunne stikke
De hybenroser.
Så en dag
Da jeg var blevet voksen
Fik jeg at vide
At hybenroser er farlige
Ikke bare fordi de stikker
Men
fordi de er invasive
Nej nu - tænkte jeg - det er for meget
Min barndoms hybenroser
Men det var rigtigt nok
Min kære hybenrose fra barndommens land
Var i virkeligheden en rynket rose
En skurk i forklædning.
Det
var gået op for nogle kloge mennesker
At den kom fra et andet land
At den slet ikke var en naturlig
del
Af vores allesammens barndom
Ingen havde nogensinde tænkt på det før
For den var jo alle vegne
Og den var jo så smuk og populær
Men nu fik vi læst lektien
Af de kloge
Vi forstod, at de havde
lange udløbere
Disse roser
Der fik dem til at formere sig voldsomt
Det var jo nok derfor
Vi så dem så mange steder.
Nu bliver rynket rose fjernet fra landskabet
Og der hvor den holdt på klitternes
sand
Eroderer de og nedbrydes
Så havet kan trænge langt ind i landet.
Jeg savner dig, du farvestrålende rose
Med
de dejlige frugter
Jeg savner din plads under det danske flag
Hvor du dannede krans om flagstangen.
Jeg savner dig i klitten
Fordi du skabte små oaser med læ
Så skidt med at du engang imellem stak mig i tæerne
Jeg savner dig som symbol
På det Danmark jeg kendte.
Kære hybenrose
Jeg vidste ikke, at du var fremmed
Derfor troede jeg at du var såre dansk.
Gitte Paracha Thorhauge 2016