Det er århundredet for fabrikkernes død
samlebåndene bliver lagt i kisten
og brændt på bålet
kun begrædt af dem
der henslæbte deres liv
som fabrikkernes fanger.
De andre trompeterer højt
som medlemmer af et New Orleans orkester.
Læs flere digte nedenfor:
Jeg gik på Alleskolen i Aalborg. Min barndoms fabrik lå lige ovre på den anden side af gaden, når jeg sad i klasseværelset. Jeg kunne se arbejderne udføre deres forskellige jobs inde på det kæmpemæssige
fabriksområde. Jeg vidste, at de lavede eternit, men jeg vidste ikke, at de brugte noget, der hed asbest. Jeg vidste slet ikke, at asbest er meget farligt. At en enkelt asbestpartikel i lungerne kan medføre døden. Det vidste arbejderne
heller ikke. Derfor gik de rundt og fejede asbeststøv uden beskyttelsesmaske og konerne hjemme i lejlighederne rystede det støvede tøj ud over altankanterne, hvorved de uforvarende satte deres eget og omgivelsernes helbred på spil.
Det var ikke før 1980'erne, at asbestens farlighed gik op for alle. På det tidspunkt stod det klart, at min barndoms fabrik var skyldig
i den største arbejdsmiljøkatastrofe i nyere dansk historie. Mange var blevet syge efter den lemfældige omgang med asbest. Mange døde. Omfanget af skaderne kendes ikke endnu, for der er stadigvæk mennesker, der dør
efter omgangen med asbest. Senest indgår alle vi, der gik på Alleskolen og i kvarterets andre skoler i en undersøgelse, der skal belyse, om vi elevers helbred er blevet påvirket af luftbårne asbestfibre.
Digtene om min barndoms fabrik skrev jeg i forbindelse med fabrikkens lukning. Digtene indgik i min digtsamling AMORDFIBIE udgivet på
forlaget Ravnerock 2011.
Digtene læses
på Ordkraft 2015
Fabrikken og dens miljøproblemer er
også skildret i mine romaner om ANNA RUBINA, hvis morfar arbejder på fabrikken (2013).
Jeg er stjernefødt
blandt mennesker
der byggede en fabrik
som
spærrede mig vejen
og en skorsten så høj
at den tog lyset fra månen.
Nu er fabrikken død
cementarbejderne slæber sig
hjem til lediggang med lillemor
og skorstensmanden er faldet
Jeg har fundet vej forbi liget.
På den anden
side er der et træ
og jeg ser at jordkloden er rund
ligesom månen
som Pjerrot
holder i en snor.
ooooooooooooooooooooooooooooo
Pjerrot leger med børnene
mens fabrikkerne brænder.
De elsker
at han har maske på
for så kan de genkende ham overalt.
Pjerrot er en månemand
i 69 tog han masken af
da han indtog
månekuglen
med de berømte ord
”One step for man, one giant leap for mankind”.
Nu holder han månen i en tynd snor
og børnene tror, at den er en ballon.
oooooooooooooooooooooooooooo
Pjerrot er en hvid grimasse
med sorte øjne
og glad mund
rød
som et kirsebær
hvide sko.
Børnene danser når de ser ham
snurrer
rundt og hopper.
Pjerrot åbner bogen med ordene.
Gitte Paracha Thorhauge 2004